Den gennemsnitlige ventetid til hofte- og knæoperationer er eksempelvis halveret siden 2010.
Det gør ondt at gå med en slidt hofte eller et slidt knæ. Og det gør livet vanskeligt ikke at kunne se på grund af grå stær. Derfor er det en glædelig nyhed, at ventetiden for at blive opereret for disse meget almindelige lidelser er blevet kortere.
I 2010 måtte mennesker med en slidt hofte i gennemsnit vente tre år på at få hoften skiftet ud. I dag er den ventetid nedbragt til 16 måneder, og det samme gælder for knæoperationer.
Ventetiden på at få opereret grå stær og andre øjenlidelser er også blevet væsentligt kortere. Sidste år toppede ventetiden med en gennemsnitlig ventetid på godt 20 måneder. Men flere penge til området og planlægning har skåret et halvt år af ventetiden. For mennesker, der måske knap kan se er et halvt år lang tid. Ikke mindst når en øjenoperation i mange tilfælde kan forbedre synet væsentligt.
Tendensen er generel. Nye tal viser, at ventetiden til de fleste typer af behandling er nedbragt til et år eller under et år. Og de, der venter længst på at få behandlet deres sygdomme, venter ca. 1½ år.
Politisk valg
Steen Lynge, Naalakkersuisoq for Sundhed og Infrastruktur, er særdeles glad for udviklingen:
- Vi har ønsket, at få de lange ventelister væk og vi har bevilliget penge til det. Nu ser det ud til, at anstrengelserne bærer frugt.
- Det glæder mig for de mennesker, der nu hurtigere får behandlet deres sygdomme, slipper for lidelser, og igen kan leve et godt og aktivt liv.
Det politiske mål er, at den gennemsnitlige ventetid til alle behandlinger skal ned på et år.
Ventetid koster
Ventetid har omkostninger for den enkelte i form af forringet livskvalitet, men det er også dyrt for samfundet på grund af lange sygemeldinger og øgede udgifter til offentlig forsørgelse.
Desværre viser det sig, at ventetiden på enkelte behandlingsområder igen er på vej op – på trods af flere penge og øget kapacitet. Det skyldes, at flere gerne vil behandles. Måske netop fordi det er rygtedes, at man ikke længere skal vente så længe. Desuden lever flere af os længere og bliver ældre, og derfor får flere brug for at blive behandlet for flere sygdomme.
For yderligere information, kontakt:
Cheflæge Anne Marie Ulrik
Telefon (+299) 34 40 00
E-mail: amu@peqqik.gl