vælg et emne
... eller vælg et emne

National tandbørstedag i Tasiilaq

24-09-2021

Den 8. september kunne National Tandbørstedag endelig løbe af staben efter at have været aflyst i 2020 og udskudt i 2021 grundet COVID-19.

 

Sjov og mindeværdig tandbørstedag
Det er 14. gang at National Tandbørstedag afholdes i byer og bygder landet rundt med aktiviteter, som sætter fokus på vigtigheden af gode tandbørstevaner. I Tasiilaq havde tandklinikkens medarbejdere forberedt mangeartede aktiviteter for børnene, som gjorde dagen sjov og mindeværdig. Klassevis kom elever og lærere på besøg i tandklinikken, hvor de blev taget imod af chefdistrikstandlæge Nina Richter og tandklinikkens medarbejdere, som uddelte tandbørster og tandpasta til alle.

 

Eleverne blev introduceret til Karius og Baktus via den store Karius og Baktus tavle som Tandklinikkens medarbejdere havde fundet frem. Her kunne eleverne tage paryk på og stikke deres hoved gennem hullerne og lade sig fotografere som Karius eller Baktus. Det var til manges, selv de store elevers, fornøjelse.

Kl. 13.30 og 14.30 havde tandklinikkens medarbejdere arrangeret løb i byen. Her deltog ca. 30-40 i hvert løb – størstedelen børn. Der var præmier til de tre hurtigste i hvert løb, og herudover var der fem gevinster til lodtrækning blandt alle deltagere. På højkant var en weekendtaske, børnenattøj med tandmotiver, Lego, en el-tandbørste, drikkedunke, muleposer mm.

  

 

Besøg i tandklinikken
Imens udendørsaktiviteterne løb af stablen, var tandplejer Johanne inden for, hvor hun viste tandklinikken frem, fortalte om tænder m.m. Tandlægerne Martina og Roger havde lagt ekstraherede, stærkt carierede tænder i formalin, som blev vist frem på to bakker, hvor eleverne kunne få handsker på og en sonde i hånden for at undersøge disse tænder. Det var så stort et hit hos eleverne, at det skabte kø. De nysgerrige elever, og dem var der en del af, så interesseret med i Tandtekniker Malus arbejde med at lave tandproteser.

 

 

Tasiilaq Tandklinik havde, ifølge chefdistriktandlæge Nina Richter, en fantastisk Tandbørstedag i det flotte solbeskinnede blæsevejr.

 

TÆND ER FOR LIVET!
• Børst tænderne grundigt morgen og aften
• Hjælp dit barn med tandbørstningen til det er 10 år gammelt
• Brug tandpasta med et højt fluorindhold – helst 1450 ppm
• Drop slik, saft og sodavand i hverdagen

Kontakt:
 Cheftandlæge Lone Mahnfeldt på e-mail: sundhedsledelsen@peqqik.gl.