vælg et emne
... eller vælg et emne

Det Grønlandske Patienthjem > Kostpenge og indkvarteringsmuligheder

Der er forskellige former for udbetaling af kostpenge, alt afhængig af hvor man indkvarteres. Nedenstående redegør for muligheden for udbetaling af kostpenge samt taksterne for kostpenge under ophold i Danmark i forbindelse med behandling.

Generelt

Der skelnes mellem 2 ordninger:

  • Fuld kost
    • Alle måltider dækkes af sundhedsvæsnet. Patienten kan ikke få udbetalt kostpenge.
  • Kostpenge
    • Patienten skal selv sørge for måltider og får udbetalt kostpenge til dækning af udgifter hertil.

Nedenstående er eksempler på ordninger der kan tilbydes:

Almindelig indkvartering

Sundhedsvæsnet sørger for fuld kost, logi og transport til patienten ved almindelig indkvartering på Det Grønlandske Patienthjem.

Indkvartering i lejlighed ved Det Grønlandske Patienthjem

Indkvartering i lejligheder er forbeholdt børnefamilier. Patienterne sørger selv for al kost ved indkvartering i lejlighed. Hertil udbetales der 125 kr. i kostpenge pr. dag. Hvis der er omstændigheder der gør, at madlavning er forhindret af sygdom eller andet, er det muligt at komme på fuld kost og udbetaling af kostpenge ophører. Ved denne form tilbydes der transport til og fra behandlinger.

Det er muligt for patienter der er i Danmark i længere tid, og uden mulighed for at rejse til Grønland, at få besøg af familien for eksempel ved juletid. Denne ordning aftales med Det grønlandske Patienthjem og kan kun ske ved betaling af leje af lejlighed.

Hensyn

Mange af beboerne på Det grønlandske Patienthjem er alvorligt syge patienter. Vi vil meget gerne tilbyde patienterne rolige og behagelige omgivelser. Derfor er patienthjemmet røgfrit. Det er dog muligt at ryge i et dertil indrettet skur ude i haven. Det er heller ikke tilladt at indtage eller ryge euforiserende stoffer. Berusede personer er svære at rumme ved Det grønlandske Patienthjem og vi beder alle om at udvise hensyn. Hvis der møder berusede eller påvirkede gæster op, vil de venligst blive anvist udgangen.

Indkvartering på Rigshospitalets Patienthotel

Patienter der indkvarteres på Rigshospitalets Patienthotel får fuld kost og får ikke udbetalt kostpenge. Hvis der er kapacitet i patienthjemmets kantine og ved tilmelding, er det muligt at købe måltider til gældende takster.

Indkvartering på hotel

Patienter der er indkvarteret på hotel får morgenmad på hotellet. Kostpenge udgør 100 kr. pr. dag. For disse patienter er det muligt at købe mad på Det grønlandske Patienthjem, ved tilmelding om morgenen, hvis man ellers har valgt at have kostpenge. Der vil fortsat være transport til og fra behandlinger.

 

Privat indkvartering

Det er muligt at vælge privat indkvartering hos familie eller venner eller anden indkvarteringsform. Her varetager patienten selv transport til og fra behandlinger, undersøgelser og lufthavn. Det er muligt at få kostpenge på 250 kr./dag/voksen eller 50 kr./dag/barn. Medicinudgifter kan ligeledes refunderes mod aflevering af kvittering samt kopi af recept.

Viser artikel 1 til 4