vælg et emne
... eller vælg et emne

Sundhedsvæsnet styrker seksualundervisning i skolen

10-08-2016

Hvordan tilrettelægger man gode læringsaktiviteter for børn og unge om krop, køn og seksualitet? Og hvordan kan skolen ruste børn og unge til at træffe gode valg, når det handler om krop, kærester, grænser, rettigheder, seksualitet og seksuel sundhed?
Dette var spørgsmål, som lærere og sundhedspersonale i Qaqortoq arbejdede med tirsdag den 9. august, da Sundhedsvæsnet afviklede seksualundervisningskursus i samarbejde med Tasersuup Atuarfia - Qaqortoq skole.

Kompetenceudviklingskurset, som er et pilotprojekt, er en del af Dukkeprojektet, hvis overordnede formål er at forebygge uønskede graviditeter og øge de unges handlekompetencer i forhold til et sundt og ansvarligt seksualliv.

-Målrettet og kvalificeret seksualundervisning i skolen er vejen frem i arbejdet mod at styrke grønlandske unges seksuelle sundhed og trivsel, siger chefsygeplejerske Ella Skifte. Hun glæder sig derfor over samarbejdet mellem sundhedsvæsnet og skolerne, som styrker undervisningen og dermed elevernes evner til at tænke selvstændigt og træffe gode valg i forhold til seksuel sundhed og trivsel.



Eva Kirkegaard, pædagogisk medarbejder i Dukkeprojektet, glæder sig også over samarbejdet og hæfter sig især ved, at indsatsen intensiverer samarbejdet mellem skolerne og sundhedsvæsnet. - God og alderssvarende sundheds- og seksualundervisning er et stærkt værktøj, når man vil arbejde målrettet med at fremme trivsel og seksuel sundhed hos børn og unge. Det er derfor vigtigt at skolerne har værktøjerne til at kunne tilrettelægge en målrettet og alderssvarende seksualundervisning, fortæller Eva Kirkegaard.  



Pilotprojektet evalueres i løbet af august, hvorefter der tages stilling til, hvorvidt - og i hvilken form - initiativet evt. skal udbredes til hele landet.



For nærmere information kontakt: Chefsygeplejerske Ella Skifte på 344395/482248.