Første skridt på vejen mod en operationssygeplejeuddannelse i Grønland
Akut Området på Dronning Ingrids Hospital har påbegyndt arbejdet mod en landsdækkende uddannelse i operationssygepleje. Allerede nu har fire sygeplejersker gennemført første del af uddannelsen, hvis struktur og opsætning udvikles i takt med de fire kursisters forløb.
Arbejdet med den nye uddannelse foregår i samarbejde med Region Hovedstaden i Danmark, hvor man også er ved at etablere en operationssygeplejeuddannelse.
- vi har været så heldige at have haft en vikar ansat, som er klinisk sygeplejespecialist og deltager i det råd, der er med til at udvikle de kompetencekort, som man skal erhverve sig på uddannelsen i Danmark. På den måde fik vi en uventet hjælp til at komme i gang med arbejdet, fortæller afdelingssygeplejerske Maja Chemnitz Frederiksen, som har været en af initiativ tager til arbejdet med den nye uddannelse.
Operationssygepleje - et afgørende speciale
Ønsket om en operationssygeplejeuddannelse har eksisteret længe både i Danmark og Grønland fordi det er en meget specialiseret viden, man har som operationssygeplejerske.
-det adskiller sig meget fra de andre specialer og ligesom med andre fagområder er det vigtigt at have en formaliseret uddannelse, hvor der er nogle standardkrav og en kvalitetssikring, så fagligheden er sammenlignelig. Og så er det vigtigt, at blive anerkendt og honoreret for sine specialiserede kompetencer, forklarer ledende oversygeplejerske Arnaq Fleischer Hansen.
Den ledende oversygeplejerske forklarer også, hvor stor betydning operationssygeplejerskerne har i forhold til de mindre operationer på regionssygehusene, da man her kontinuerligt i løbet af året får besøg af operationssygeplejersker fra Nuuk, som under besøget bistår med råd og vejledning, samt seneste viden indenfor fagområdet.
Fire kompetencekort
Udgangspunktet for uddannelsen er, at kursisterne skal erhverve sig fire kompetencekort og ifølge en af de fire kursister Julie Berantzino-Folnæs har den første del været være god til at få sat ord på og teori bag sine handlinger og egne betragtninger.
-det er inspirerende og en måde at sikre sig, at alle har de samme kompetencer. Det bliver mere systematisk. Man bliver nødt til at reflektere over, hvorfor man gør som man gør. Jeg er ser meget frem til resten af forløbet, fortæller Julie, som har været tilknyttet Akut Området siden 2017.
Færdigudviklingen af uddannelsen vil foregå henover de kommende to år og her vil de kompetencekort som de fire kursister skal hverve sig omhandle: Operationssygeplejerskens praksisfelt, teamsamarbejde, patientsikkerhed og kvalitetsforbedring og evidens i operationssygepleje.
Julie blev sammen med sine tre kollegaer færdig med første forløb onsdag den 26. maj 2021.
På billedet ses: Paarnaq Larsen Strøm, Julie Berantzino-Folnæs, Hanne Egede, Lissi Ottosen og yderst underviser Monica Kegel Dalsgaard.
Henvendelser vedr. denne meddelelse henvises til: Sundhedsledelsen@peqqik.gl