vælg et emne
... eller vælg et emne

Midlertidig ændring af fødselsbetjening i Region Disko

01-11-2018

Region Disko har gennem længere tid haft udfordringer med at rekruttere fastansatte læger. Fra 1. februar 2019 råder Aasiaat Regionssygehus ikke længere over personale, som kan udføre kejsersnit og håndtere blødningskomplikationer i forbindelse med fødsler. Dermed lever sygehuset ikke op til sikkerhedskravene til et fødested, og derfor bliver der indført en midlertidig ændring af fødselsbetjeningen i Region Disko fra medio januar 2019.

Anaana
Foto: Ulrik Bang

Den midlertidige ændring af fødselsbetjeningen medfører, at gravide i Region Disko som er sat til at føde efter den 1. februar og som skulle have født på Aasiaat Regionssygehus vil blive overflyttet til Ilulissat Regionssygehus eller til Nuuk for at føde, da der her er de nødvendige kompetencer for fødsler. 

Ordningen er midlertidig og vil blive evalueret efter et år.  Selve evalueringen vil blive sat i gang når ordningen har fungeret i 10 måneder.

I perioden 1. oktober 2017 til 30. september 2018 var der 92 gravide i Region Disko, hvoraf 49 var fra Aasiaat og 43 fra byer og bygder i regionen. Der har i perioden været 51 fødsler i Aasiaat, de resterende fødsler er næsten alle foregået i Nuuk.

- Den midlertidige ændring af fødselsbetjeningen i Region Disko bliver indført, fordi der desværre ikke kan rekrutteres det personale, som er nødvendigt af hensyn til de fødenes sikkerhed. Jeg har stor forståelse for, at ændringen påvirker de gravide og deres familier, som havde en forventning om at kunne føde i Aasiaat. Det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at beslutningen ene og alene er taget af hensyn til sikkerheden for de gravide og deres ufødte børn, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Abelsen.

I 2003 indførte sundhedsvæsenet retningslinjer for at nedbringe den høje spædbarnsdødelighed. Retningslinjerne, som er udformet på baggrund af nordiske standarder, inkluderer krav om, hvilke kompetencer der skal være til rådighed for at et sygehus kan fungere som fødested.

Personalet skal kunne håndtere forskellige akutte fødselskomplikationer, herunder blødningskomplikationer, kejsersnit og komplikationer hos det nyfødte barn. Komplikationer som i værste fald kan koste mor og barn livet.

Derfor er det en forudsætning, at der på fødesteder som minimum er en læge med kirurgiske kompetencer til at foretage et kejsersnit, en anæstesisygeplejerske, bioanalytiker samt en jordemoder.

Med ændringen af fødselsbetjeningen i Region Disko vil kvinder med forventet normal fødsel blive overflyttet til Ilulissat, mens gravide som er i risiko for at få fødselskomplikationer, ligesom hidtil, vil blive visiteret til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk for at føde. 

Der vil fortsat være en jordemoder ansat ved Aasiaat regionssygehus til at varetage svangreomsorgen for de gravide i regionen, herunder samtaler, graviditetsundersøgelser og MANU forældreforberedelse.

Sundhedsledelsen vil gerne i dialog med borgerne i Aasiaat om beslutningen og planlægger derfor at afholde borgermøde for alle interesserede i Aasiaat i midten af november. 

For yderligere oplysninger kontakt departementschef Tine Pars på telefon: +299 34 66 25 eller e-mail: tine@nanoq.gl