Her er den nye alkohollov
Et flertal i Inatsisartut har i dag vedtaget forslaget til en ny alkohollov med 25 stemmer for og 3 imod. Den nye alkohollov træder i kraft den 1. marts 2018.
- ”Inatsiartuts vedtagelse af den nye alkohollov er en sejr for vores børn. Det er passende, at loven er blevet vedtaget netop i dag den 20. november som er FN’s internationale børnedag. Alkoholloven er et stort og vigtigt skridt mod en bedre fremtid for vores børn,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain og fortsætter:
- ”Arbejdet med at forebygge misbrug af alkohol, stopper ikke her. Der er brug for mange forskellige tiltag, hvis vi skal problemerne med alkohol til livs, og der er behov for at vi alle bidrager til at opnå målet om en alkoholkultur, der ikke skader vores børn og unge. Jeg vil fortsætte arbejdet med den samlede strategi Inuuneritta II, der skal sikre at alle borgere i vores land har de bedste muligheder for at få et godt og langt liv.”
Alkoholloven bygger på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger til effektiv forebyggelse på alkoholområdet - i særdeleshed i forhold til anbefalingerne om at begrænse synlighed, tilgængelighed og markedsføring af alkohol.
Alkohollovens indhold i korte træk:
Alkoholloven omfatter alt salg og udskænkning af alkoholholdige drikke.
• Alkoholholdige drikke over 2,25 % skal være afskærmet fra andre varer i butikken.
• Markedsføring af alkoholholdige drikke er ikke længere tilladt. Dog må virksomheders firmanavn og logo vises ved sponsorering.
• Salg af alkoholholdige drikke må finde sted:
Mandag til fredag fra kl. 09.00-18.00.
Lørdag fra kl. 10.00-14.00.
Salg af alkoholholdige drikke må ikke finde sted søn- og helligdage.
• Udskænkning af alkoholholdige drikke må finde sted:
Mandag til torsdag fra kl. 12.00-24.00.
Fredag og lørdag fra kl. 12.00-03.00. På søn- og helligdage fra kl. 12.00-24.00. Herudover vil der være lukket for udskænkning juleaften og 1. juledag, og åbent fra kl. 12.00-03.00 nytårsaften og 2. juledag.
• Det vil fortsat ikke være tilladt at sælge eller udskænke alkohol til synligt berusede personer eller personer under 18 år
• Personer under 18 år, undtaget butikselever og elever i tjenerfaget, må som ansatte ikke sælge eller udskænke alkohol.
• Unge under 18 år må fortsat ikke være på udskænkningssteder efter kl. 20.00 uden en myndig person, der har et særligt ansvar for den unge.
• Ansatte som sælger eller udskænker alkohol skal have deltaget i et kursus i ansvarligt salg og udskænkning af alkohol som Naalakkersuisut tilbyder.
• Der er krav om, at alle offentlige og private institutioner skal udarbejde en alkoholpolitik.
• Alle som søger om en alkoholbevilling skal udarbejde en alkoholpolitik for deres salgs- eller udskænkningssted. Naalakkersuisut udformer en skabelon for alkoholpolitik.
• Det vil ikke længere være muligt at købe alkoholholdige drikke i forbindelse med mad ud af huset.
• Alt salg og udskænkning kræver fortsat en alkoholbevilling. Man skal fortsat ansøge kommunalbestyrelsen om en alkoholbevilling.
• Kommunalbestyrelsen kan udstede alkoholbevillinger efter høring fra politiet bygdebestyrelsen, kommunalforvaltningen indenfor børn og unge samt kommunalforvaltningen indenfor sundhed og forebyggelse. Alkoholbevillinger udstedes for et tidsrum af 3 år.
• Ved lejlighedsbevillinger, som er en alkoholbevilling til enkeltstående offentlige arrangementer f.eks. koncerter, må der ikke udskænkes alkoholholdige drikke over 16 %.
• Ved lejlighedsbevillinger må udskænkningen finde sted fra kl. 12.00 – 24.00, dog med mulighed for udvidelse til kl. 03.00 om fredagen og lørdagen.
• Der er mulighed for søge særlige ”turistbevillinger” til udskænkning af alkohol ved turistaktiviteter uden for beboede områder.
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nauja Møller på mobil: +299 58 26 54 eller e-mail: nmoe@nanoq.gl