vælg et emne
... eller vælg et emne

Qeqertaq står sammen mod hash

18-09-2017

Borgerne i Qeqertaq har fået nok af hash i deres bygd. Derfor skrev de et brev til Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, som på baggrund af henvendelsen valgte at besøge bygden i sidste uge.

- “Brevet fra borgerne i Qeqertaq gjorde et stort indtryk på mig. Det er første gang, jeg har modtaget den form for henvendelse, hvor et helt lokalsamfund står sammen om at gøre op med et alvorligt problem som hash. Denne vilje til handling er meget beundringsværdig, og et tegn på stor styrke. Jeg valgte derfor at rejse til Qeqertaq for at tilbyde min hjælp og vise min støtte,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain.

Under besøget i Qeqertaq holdt Agathe Fontain et borgermøde sammen med en repræsentant fra politiet i Ilulissat. Der var et flot fremmøde til borgermødet, hvor hele 42 af bygdens 110 indbyggere deltog.

Ved mødet fortalte Agathe Fontain om, hvordan man i Selvstyret arbejder med forebyggelse af hash, herunder om arbejdet med den nationale indsatsplan mod hash, og om Allorfik, som tilbyder gratis behandling til alle borgere, som ønsker at komme ud af en afhængighed.

- “Vi må stå sammen om at forebygge brugen af hash i vores samfund, og vi har alle mulighed for at bidrage. Når vi giver vores børn tryghed og gode og sunde vaner fra de er små, er der store chancer for at børnene vil fortsætte den sunde livstil og modstå brugen af hash og andre rusmidler, når de bliver voksne,” sagde Agathe Fontain, og fortsatte:

- “Vi ved, at nogle familier er sårbare, og kan have brug for ekstra støtte for at kunne leve op til dette ansvar. Her må det offentlige træde til og støtte familien, ikke mindst hvis familien selv har problemer i forhold til rusmidler.” 

Borgerne efterlyste både hjælp og redskaber til forebygge og bekæmpe problemerne forbundet med hash. De fortalte, at hashsalget i bygden foregår åbenlyst, og at der efterhånden er kommet en stiltiende accept  af, at det finder sted. 

Interessen var stor omkring, hvordan man anmelder og påviser hashhandel. Et vigtigt budskab fra politiet var, at det er rigtig vigtigt, at borgerne anmelder hashhandel til politiet, så politiet kan handle på anmeldelserne. 

Flere borgere gav også udtryk for bekymring over at deres ellers så aktive og dejlige bygd er gået i stå: 

- “Vi ved, at gode aktiviter, gode boliger og beskæftigelse forebygger et misbrug. Men vi føler os glemt i forhold til disse tilbud. Vi føler at bygden er gået fuldstændig i stå,” sagde en af borgerne ved borgermødet. 

Forebyggelseskonsulenterne fra Qaasuitsup Kommunia har meddelt, at de planlægger at besøge Qeqertaq i nær fremtid.  

For nærmere information kontakt Ministersekretær Nauja Møller på mobil +299 58 26 54.