Skoler i syd vinder Røgfri Klasse 2016
En god kampagne skal kunne ses, mærkes, skabe debat og forandre. Vinderne af årets Røgfri Klasse konkurrence opnåede alt dette, da de arrangerede en demonstration mod rygning og passiv rygning, som både vakte opmærksomhed og skabte debat i deres egen by og på landsplan.
Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, har udpeget vinderne af konkurrencen Røgfri Klasse 2016. Førstepladsen og præmien på 30.000 kr. går til 7. c. fra Tasersuup Atuarfia, Qaqortoq og andenpladsen og præmien på 15.000 kr. går til 7. a. fra Nanortallip Atuarfia, Nanortalik.
- ”Jeg er imponeret over den måde, eleverne er gået til opgaven på. De to vinderklasser har involveret hele deres lokalsamfund i opgaveløsningen. De har taget fat i nogle rigtig vigtige temaer, nemlig rygning blandt børn, passiv rygning og voksnes ansvar for, at børn ikke ryger og ikke har adgang til tobak,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain.
Førstepladsen gik til 7.c. fra Tasersuup Atuarfia, Qaqortoq, som både arrangerede demonstrationen mod rygning og afholdt et borgermøde med overskriften: “Børn må ikke ryge”. Eleverne har også lavet deres egen undersøgelse om rygning, hvor de har interviewet 66 personer og lavet statistik ud fra svarene. Klassen har samarbejdet med den lokale forebyggelseskonsulent om opgaveløsningen.
Andenpladsen gik til 7.a. fra Nanortallip Atuarfia, Nanortalik. Klassens kampagne har fokus på forældreansvar. Eleverne har lavet en historie, hvor de selv har skrevet teksten og tegnet billederne. Budskabet i historien er, at børn ikke skal ryge, og at de voksne skal være gode rollemodeller og hjælpe børn og unge til ikke at ryge. I historien fortæller klassen, at nogle forældre giver deres børn cigaretter. Det vil de gerne gøre op med.
Se 7.a.s historie her.
Temaet for årets Røgfri Klasse konkurrence er at tage snakken om tobak. Departementet for Sundhed modtog mange flotte og kreative bud på kampagner. I alt deltog 12 klasser i konkurrencen. Se vindernes kampagnemateriale og læs mere om Røgfri Klasse konkurrencen her på Peqqik.gl
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nauja Møller på mobil: +299 58 26 54 eller e-mail: nmoe@nanoq.gl