Lad børnene gå i fisk
Sommeren er kommet. Det er den tid på året, hvor mange af os samler forråd til vinteren, og tager på fisketur. Måske har du en virkelig god fiskeopskrift, som du gerne vil dele? Departementet for Sundhed inviterer alle børn og unge under 18 år til at deltage i konkurrencen om den bedste fiskeopskrift.
2016 er indsatsår for kost i folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II. Med overskriften ”Børn og kost” markeres året blandt andet med konkurrencen om den bedste fiskeopskrift. Der er flotte præmier til vinderne, hvis opskrifter bliver udgivet i en børnekogebog om fisk, der udkommer i 2017.
-”Vi vil gerne udbrede viden om, hvordan man tilbereder sund mad med de råvarer, som er tilgængelige her i landet, og vi vil især sætte fokus på fisk, som en fantastisk råvare,” siger Naalakkersuisoq Doris Jakobsen, og fortsætter:
-”Vi vil inspirere familierne til at inddrage børnene i madlavningen og til at sætte fisk på menuen. Sunde vaner grundlægges i barndommen. Når vi tager vores børn med i køkkenet og lader dem røre og smage på de sunde råvarer, så udvikler vi deres interesse for mad, samtidig med at vi lærer dem sunde kostvaner.”
Kostårets indsatser tager udgangspunkt i Ernærings- og Motionsrådets anbefalinger om kost: ”De 10 kostråd”. Et af rådene lyder: ”Spis grønlandske fødevarer; ofte fisk og fiskepålæg.”
Fisk indeholder de sunde fedtstoffer og D vitamin og er i modsætning til andre grønlandske råvarer fra havets fødekæde ikke belastet med forureningsstoffer i særlig grad.
Læs mere om konkurrencen om den bedste fiskeopskrift her på Peqqik.gl
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl