Foto: Ulrik Bang
For Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen, har det især været vigtigt, at puljen i år har prioriteret støtte til de mindre samfund for dermed at ramme så bredt som muligt, når det gælder indsatsen for en bedre folkesundhed i Grønland.
”Det glæder mig, at vi i år har givet støtte til så mange gode, lokale initiativer, som alle vil medvirke til at forbedre folkesundheden her i landet. Særligt er det glædeligt at kunne støtte ansøgninger fra organisationer og private ildsjæle i de mindre byer og bygder, hvor der måske ikke findes så mange organiserede tilbud som i de større byer,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen.
Projekterne, som får støtte i år, har blandt andet fokus på sund kost, fysisk aktivitet og forebyggelse af alkohol- og hash. Der er i alt givet 350.000 kr. til 34 forskellige projekter. Blandt de konkrete projekter kan nævnes:
• Kolonier for børn med fokus på sund livsstil i Nanortalik, Sisimiut og Qaqortoq
• Forskellige arrangementer for børn og unge inden for kost og fysisk aktivitet i Aasiaat, Attu, Illorsuit, Ilulissat, Kangaatsiaq, Maniitsoq, Nuuk, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Upernavik, Uummannaq
• Udendørs multibane i Qaqortoq
• Mini Arctic Winter Games i Qaanaaq
Næste ansøgningsfrist til Inuuneritta Puljen er 1. april 2017. Du finder elektronisk ansøgningsskema, ansøgningskriterier og yderligere information om puljen og folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II på www.peqqik.gl
Baggrund om Inuuneritta Puljen 2016:
- Inuuneritta Puljen 2016 har uddelt 350.000 kr. til i alt 34 forskellige sundhedsfremmende og forebyggende projekter.
- Departementet for Sundhed har modtaget 43 gode projektansøgninger, men har pga. den store interesse desværre langt fra kunnet imødekomme alle ansøgningerne og en del af de godkendte projekter har ikke fået hele det ansøgte beløb bevilliget.
- Fokus i år er rettet mod projekter, der omhandler børn, unge og familiers sundhed med særligt fokus på kost og motion.
- 2016 er udnævnt til børnenes år og er desuden indsatsår for kost ifølge folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II.
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl