HIV er et virus, som ødelægger immunsystemet. Dette kan medføre, at man udvikler AIDS. I dag findes der effektiv behandling, som kan holde de fleste patienter uden symptomer i mange år. De seneste år har der været en forekomst på 1-3 tilfælde pr. år. Gennemsnitsalderen for de smittede har været sidst i 40’erne.
-”Det giver anledning til bekymring, at to unge mennesker er fundet HIV-positive. Hidtil har vi kun set HIV-smitten hos den midaldrende og ældre del af befolkningen. Med de to nye tilfælde er der en øget risiko for, at HIV kan sprede sig til de yngre aldersgrupper. Derfor har vi valgt at være åbne omkring situationen, så folk kan tage deres forholdsregler og beskytte sig ved at bruge kondom,” siger Landslæge Henrik Trykker og fortsætter:
-”Vi har en meget stor udfordring i forhold til at opnå et sundt sexliv her i landet. Det ses blandt andet ved den meget høje forekomst af kønssygdomme og uønskede graviditeter. Det kræver en fokuseret og tværgående indsats, hvis vi skal problemet til livs. Vi er mange, der kan bidrage til indsatsen for et sundere sexliv, det gælder ikke mindst de unge selv sammen med forældre, skoler, kommuner og sundhedsvæsen.”
Når en person får konstateret HIV-smitte gennemfører sundhedsvæsenet et opsporingsarbejde, så tidligere partnere kan blive testet for eventuel smitte.
Almindeligt socialt samvær med HIV-positive mennesker medfører ingen risiko for smitte. HIV smitter heller ikke gennem berøring, gennem genstande som glas, tallerkener eller bestik eller gennem urin og afføring. Man kan blive smittet med HIV, hvis man har ubeskyttet sex. Brugen af kondom beskytter mod HIV. Man kan hente gratis kondomer hos sundhedsvæsenet.
Naalakkersuisut har i efteråret 2015 afsat midler til en ekstraordinær indsats til forebyggelse af kønssygdomme. I det nye år vil der blive lanceret en oplysningskampagne om sikker sex, som udføres af den frivillige organisation IMCC SexInuk. Kampagnens hovedbudskab er: Pas på dig selv, brug kondom.
Desuden har Sundhedsvæsenet og skolevæsenet i Region Disko i 2014 – 15 gennemført et fælles pilotprojekt, der skal sikre en høj kvalitet og effektivitet i seksualundervisningen i Folkeskolen med fokus på at styrke den unge i at respektere og beskytte sin egen krop. Erfaringerne fra dette projekt skal spredes til resten af Grønland.
For yderligere oplysninger kontakt: Landslæge Henrik Trykker på telefon (+299) 34 51 91 eller e-mail: hent@nanoq.gl