vælg et emne
... eller vælg et emne

Ræk ud og red liv

10-09-2015

Ræk ud og red liv er temaet for årets internationale dag for selvmordsforebyggelse, som finder sted 10. september 2015 verden over. I Grønland markeres dagen med forskellige arrangementer rundt om i landet.

-”Alt for mange tager deres eget liv her i Grønland. Det skal vi forhindre og derfor har forebyggelse af selvmord høj politisk prioritet. Selvmord er et sårbart og tabubelagt emne, der kan være svært at italesætte. Derfor glæder det mig, at så mange har søgt om tilskud til markering af dagen, så der kan afholdes lokale arrangementer med fokus på forebyggelse af selvmord”, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen og fortsætter:

-”Det er vigtigt at huske på, at vi alle har mulighed for at hjælpe mennesker, der har det svært. Nogle gange handler det om at række ud, turde at spørge, at være der og lytte.”

Det har igen i år været muligt at søge om tilskud fra Departementet for Sundhed til afholdelse af lokale arrangementer, i forbindelse med markeringen af international dag for selvmordsforebyggelse. Departementet for sundhed har i alt bevilliget 28.000 kr. til lokale arrangementer, fordelt mellem 19 byer og bygder rundt om i landet.

For yderligere oplysninger kontakt Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Doris Jakobsen via Ministersekretær Rosa Thorsen på telefon +299 55 33 03 eller e-mail rosat@nanoq.gl