vælg et emne
... eller vælg et emne

Officiel åbning af Steno Diabetes Center Grønland

06-10-2025

Den 1. oktober 2025, blev det nye Steno Diabetes Center Grønland officielt indviet i den nyopførte bygning på Qatserisut 7 i Nuuk.

Den officielle åbning blev indledt med indvielsestale af Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap Anna Wangenheim, som i sin tale blandt andet sagde ” I dag fejrer vi ikke kun en indvielse, vi fejrer begyndelsen på et nyt kapitel i landets sundhedshistorie. Lad os sammen sikre, at dette center bliver mere end blot en flot bygning, men at det bliver et sted, hvor både håb, viden og omsorg mødes. Et sted, hvor vi sammen skaber et bedre liv for personer i hele Grønland.”
Vice President, Klinisk Medicin og Diabetes, Marie Louise Hartoft-Nielsen fra Novo Nordisk Fonden roste i sin tale de mange indsatser og aktiviteter der allerede er igangsat, og glæder sig til at følge udviklingen nu, hvor det flotte rammer er på plads. 
Mellem talerne var der en flot optræden af Peqatigiiffik Ingertatartut - Nuuk Trommedanseforening. Derefter havde  Stenos KOL-kor sin første optræden, siden korets etablering i april i år. KOL-koret viste stemningsfuldt og overbevisende hvorfor det er godt for lungerne og hele kroppen at synge. 
Centerchef Marit Eika Jørgensen sagde afsluttede "Jeg tror vi med dette hus får en langt bedre mulighed for at åbne sundhedsvæsenet mod det øvrige samfund. I har allerede hørt KOL koret som trives i krydsfeltet mellem sundhedsvæsen og kulturliv. Mulighederne er utallige for kursusaktiviteter, foredrag, livsstilscafeer, træningstilbud rettet både mod patienter, kolleger og samfund."
Senere på dagen blev borgerne inviteret indenfor til kaffemik i de nye rammer. Her var der arrangeret både quizz aktiviteter og rundvisning for at give borgerne mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med det nye center. Her vil patienter, der henvises til behandling for eksempelvis diabetes, KOL eller forhøjet blodtryk, fremover blive modtaget. Centeret tilbyder også en telemedicinsk løsning via Puisa-appen, som allerede benyttes af patienter i landets regioner.
Den offentlige åbning om eftermiddagen tiltrak lidt over 150 deltagere, som fik lejlighed til at opleve det nye center på nært hold.
Bag etableringen af centret ligger et ambitiøst samarbejde mellem Grønlands Selvstyre, Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Novo Nordisk Fonden. Fonden tilbød i 2017 at støtte oprettelsen af et center i Grønland, og året efter blev visionen godkendt af både fonden og Naalakkersuisut. I 2020 blev drejebogen for etableringen af Inuunerissaavik Steno – Steno Diabetes Center Grønland – godkendt, og samme år blev centret en realitet som en integreret del af sundhedsvæsenet.