vælg et emne
... eller vælg et emne

Medicinsk cannabis godkendes til behandling af enkeltpatienter

27-03-2017

Alvorligt syge patienter i Grønland kan fra i dag få ordineret medicinsk cannabis, som dråber og tabletter på en særlig udleveringstilladelse.

 

Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain fortæller, at det væsentlige for hende, er at patienternes sikkerhed er i orden.

”Vi skylder at gøre hverdagen lettere for de alvorligt syge, som kan have gavn af disse præparater. Jeg er derfor tilfreds med, at vi nu får en ordning, hvor enkelte patienter under nogle forsvarlige rammer kan få lægeordineret medicinsk cannabis”, siger Agathe Fontain.

Trygge forhold

Den medicinske cannabis er underlagt lægemiddellovgivningen, og skal godkendes som et lægemiddel, før det kan bruges. De lægeordinerede cannabisprodukter kan fx lindre spasmer hos sklerosepatienter og lindre bivirkninger ved f.eks. kemoterapi.

Ifølge cheflæge Anne Marie Ulrik er proceduren således, at der til hver patient søges om individuel tilladelse.

”I regionerne udfærdiges ansøgningen af den ledende regionslæge og på Dronning Ingrids Hospital af den ledende overlæge på den pågældende afdeling. Indstillingen stiles til lægemiddelskomiteen, der træffer en afgørelse.” forklarer hun og understreger videre: ”Beslutningen handler om enkeltpersoner, som nu kan få en godkendt gavnlig medicin under trygge forhold”.

Kun lovligt ved ordinering fra læge

På Landsapoteket ser man frem til at kunne hjælpe patienter på en ny og bedre måde med det nye tilbud. Landsapoteker Inge Mortensen understreger dog at brugen af cannabis til medicinske formål kun er lovlig, når det er ordineret af en læge.

”De Illegale stoffer kan give store bivirkninger. Der er betydelig risiko for bivirkninger som afhængighed, angst og forringet indlæringsevne,” fremhæver hun.

Lignende ordning i Danmark

I Danmark har Sundhedsstyrelsen i en årrække kunnet give danske læger tilladelse til at ordinere medicinsk cannabis til bestemte patienter, hvis der var tilstrækkelig god begrundelse for, at produktet kunne gavne den enkelte patient.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nauja Møller på mobil: +299 58 26 54 eller e-mail: nmoe@nanoq.gl